Bier i Baghaven er både til dem, der overvejer at holde et lille antal bifamilier i en villa-
eller byhave, og til dem som har haft bier et par år.
At passe honningbier er rimelig enkelt, men det kræver en vis viden om biernes liv og om
sygdomsforebyggelse, hvis det skal blive en succes.
I denne bog kan man læse om biernes liv året rundt, og hvad man som biavler skal gøre for at få bierne til at trives. Her fortælles også om, hvor bierne henter deres nektar, og hvordan bierne omdanner den til honning, og her er en oversigt over nogle af de blomster, man med fordel kan plante i sin have, for at bierne tæt på stadet har mulighed for at samle nektar næsten hele året rundt.
Glæden og de positive oplevelser ved at holde bier er stor. Den dag, bierne er på vingerne for første gang efter en lang vinter, bliver man rigtig glad. Og når den første, gyldne honning flyder fra slyngen, bliver man stolt og samtidig forundret over, at de små bier kan samle så megen honning.
Karin Gutfelt og Torben Overgaard, forfattere til denne bog, startede selv med bier som en hyggelig hobby i et hjørne af haven, og nu har det udviklet sig til 50 bistader og en dyb fascination af biernes og honningens verden samt honningfirmaet Overgaard-Gutfelt.
Størrelse (Længde) | 26 |
Størrelse (Højde) | 2 |
Størrelse (Bredde) | 17 |